Indendørs belysning

Indendørs belysning

Indendørs belysning – skab lyspunkter i dit hjem

Vi har alle forskellige opfattelser af, hvad hjemmehygge er, og her spiller belysning en stor rolle. Lys er ikke bare lys – lys er med til at skabe stemning, og derfor er det vigtigt med den rette belysning indendøre. Hvis du skal sidde i en god stol med en spændende bog, tilbringe timer ved spisebordet i gode venners selskab, arbejde koncentreret ved skrivebordet eller læse godnathistorier på børneværelset. Alt sammen kræver den rette belysning, for at stemningen bliver helt rigtig.

Hos Nordlux har vi et bredt sortiment af indendørs belysning. Vi gør en dyd ud af, at holde os opdateret på de behov, vi har i hjemmet, og udvikle lamper, som kan opfylde dem. Vi følger med i udviklingen inden for fx LED teknologien, hvor der hele tiden sker ændringer og forbedringer af de LED pærer, vi kender. En anden vigtig faktor er, hvor og hvordan lamperne placeres indenfor. Det er ikke ligegyldigt, hvor du placerer lamperne for at få det helt rigtige udbytte af lyset.

 

Læs med her og få arkitekt Henrik Bønnelyckes bedste råd om belysning

Hvad er det bedste udgangspunkt for god belysning i hjemmet?

For at skabe den rigtige belysning i et hjem er det vigtigt, at lyset tænkes ind i byggeprocessen så tidligt som muligt. Men det hele kan ikke arrangeres på forhånd. Man skal også give sig selv lov til at leve i huset og være åben over for, at lysindretningen er en løbende proces – at lamperne skal kunne flyttes, tilføjes og sløjfes.

Hvordan ved man, om belysningen er rigtig?

Man ved, om man skal gøre noget ved den belysning, man har, ved at stille sig selv relevante spørgsmål: ”Kan jeg lide at være her? Falder lyset flot? Slapper jeg af? Spiller lyset her i hjørnet? Er der lys nok, hvis jeg vil læse ?” Man skal selvfølgelig kun gøre noget ved belysningen, hvis man svarer nej til et eller flere af spørgsmålene.

Skal der være koldt eller varmt lys i hjemmet?

Vælg et varmt lys over spisebordet, for eksempel 2700-3000 grader kelvin, og et koldere, mere farveægte lys til badeværelset ved spejlet for eksempel 3000-4000 grader kelvin. Gerne lys der kommer fra begge sider. Det er også fint, at hjemmets arbejdslamper har et lidt koldere lys – op til 4000 kelvingrader, som virker dagslysagtigt. Det er angivet på pakken, hvilken farve lys lyskilden afgiver.

Hvor højt skal lamper hænge?

Mange hænger deres lamper alt for højt. Man ser det ofte på børneværelser, hvor mange har en idé om, at en lampe skal oplyse hele rummet, og så bliver den jo nødt til at hænge højt. Jeg foreslår, at man i stedet bruger flere lamper, så der er lamper til forskellige formål. Når der skal hænges lamper over spisebordet, virker det til, at mange tænker ”vi skal jo kunne se hinanden”. En god regel er at hænge lamperne 50 og 70 centimeter over spisebordet – det er rigeligt højt. Det er faktisk meget sjældent, at man skal over 60 centimeter.

Hvor tæt skal lamper hænge over spisebordet?

I mange hjem hænger der en eller anden pendel over spisebordet midtfor eller tre mindre pendler ligeligt fordelt over bordet. Ofte med alt for stor afstand mellem dem – som tre pletter i luften frem for en enhed. Jeg foreslår, at man rykker pendlerne sammen, så de hænger som en gruppe á to, tre eller flere afhængig af bordets længde. Hvis lamperne er 20-25 cm i diameter, ville jeg hænge dem med en afstand fra center af ledning til center af ledning på ca. 30-35 centimeter.

Hvad med lampeledningerne over spisebordet?

Hvis man for eksempel har tre lamper og et udtag, anbefaler jeg at benytte en strømskinne, der er friholdt af loftet, så den bliver en del af lamperne. Hvis man ikke er til strømskinner, kan man føre alle tre ledninger over i lampestedet og i stedet bruge en svanehals, hvis det er nødvendigt. Ledningerne skal ikke fæstnes på loftet med en klæbeliste eller skjules på anden vis, for de forsvinder ikke. De skal bare hænge løst i en blød bue, ellers er der risiko for, at de bliver meget tydeligere.